Samværspolitik
Samværspolitik
Praktikrejsen arbejder med respektfulde og etiske rammer for samvær mellem deltagere og brugere på praktikstedet. Som deltager er det vigtigt, at du er bevidst om din rolle, og at du forstår både dit ansvar og dine grænser i forhold til børn, unge og voksne med særlige behov.
Din rolle på praktikstedet
Du er som deltager en støttende ressource – ikke en primær omsorgsperson. Det betyder, at det er det faste personale, der har ansvar for pleje, behandling og daglige rutiner. Du skal derfor undgå at tage over i situationer, som fx personlig hygiejne, toiletbesøg eller putning, hvor det er vigtigt for brugernes tryghed, at det håndteres af ansatte med lokal forankring og fagligt ansvar.
Grænser og nærhed
Mange af de personer, du møder, er sårbare og kan hurtigt søge tæt kontakt. Det er vigtigt, at du er imødekommende og til stede, men samtidig sætter sunde og tydelige grænser. Et stærkt bånd kan føles meningsfuldt i øjeblikket, men kan give anledning til svigtfølelse, når opholdet slutter. Del derfor ikke kontaktoplysninger eller sociale medier med børn eller unge på stedet.
Professionel opførsel
Du indgår i en professionel sammenhæng og har et ansvar for din adfærd. Undgå at favorisere enkelte børn eller unge, og sørg for at fordele din opmærksomhed bredt. Du er en rollemodel – og derfor skal sprogbrug, attitude og handlinger være respektfulde og inkluderende.
Ingen rygning eller alkohol må finde sted på praktikstedet eller foran brugere.
Undgå sarkasme og ironi – det misforstås ofte og kan virke utrygt.
Brug et sprog, som alle forstår, når der er lokale til stede – tal fx engelsk eller fransk fremfor dansk.
Aktiviteter og kontakt
Du må gerne tage initiativ til aktiviteter og leg – men afstem altid først med det faste personale. De kender børnenes og de unges baggrunde og kan hjælpe dig med at sikre, at alle føler sig trygge og inkluderet. Respekt for personlige grænser og kropslig integritet gælder i alle situationer.
Vold og krænkende adfærd
Alle former for fysisk eller psykisk vold er uacceptabelt. Det gælder både hårdhændethed, nedgørende sprog, skældud og udstilling. Du skal reagere med tålmodighed og respekt – også når du bliver udfordret.
Seksuelle grænser
Der må aldrig opstå seksuelle relationer mellem deltagere og personer på praktikstedet, som du har et ansvar over for – uanset alder eller samtykke. Det gælder både børn, unge og sårbare voksne. Dette er en grundlæggende og ufravigelig regel.
Billeder og deling
Du må kun tage billeder af børn eller unge, hvis du har fået tilladelse fra både dem selv og det faste personale. Del aldrig billeder på sociale medier uden eksplicit samtykke fra forældre eller værge – og vær bevidst om, hvordan billederne præsenterer konteksten.